Forårsdag

Du ved det sikkert allerinderst inde
selvom jeg sjældent bruger store ord
Du ved, at du er den der gennem livet,
og stadig i mit hjerte bor.

Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag,
at alt det vi har grædt igennem livet
det svinder på en forårsdag.

En forårsdag hvor solen bare skinner,
som da jeg mødte dig den første gang
og hele verden svandt kun solen så os
og lavede en stille sang.

Og det er det jeg endelig har fundet
så mange år er gået siden hen
vi tænker vel at noget sku´ forandres
hvis vi ku´ leve alt igen.

Vi tænker vel at vi gled fra hinanden
i årene der hastede forbi.
Og nu er alting stille her i stuen
og store ord er svær´ at sig´.

Men du ved det sikkert allerinderst inde
selvom jeg sjældent bruger store ord
Du ved, at du er den der gennem livet,
og stadig i mit hjerte bor.

Jeg ved at al min sidste tid skal leves,
jeg ved at tiden tæller hjertets slag,
at alt det vi har grædt igennem livet
det svinder på en forårsdag.

Tekst/melodi: Anne Linnet, 1988

I skovens dybe, stille ro

I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang;
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Hør! landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund;
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø;
nu klokken tier – aftenens fred
sig stille sænker ned.

Tekst: Johannes Fritz Emanuel Andersen, 1864
Musik: Ukendt, folkemelodi

Wikipedia

Jeg fandt en sang på vejen

Jeg fandt en sang på vejen,
en lille hjemløs en
med store, runde øjne
og to små, trætte ben.
Den sad og var bedrøvet
og græd sig helt itu,
for ingen havde prøvet
at synge den endnu.

Jeg talte venligt til den
og sang den lys og glad
og ga’ den klokkeblomster,
viol og kløverblad.
Så sprang den op fra vejen
ind i min øregang.
Nu er den helt mig egen
og ingen andens sang!

Musik: Mogens Jermiin Nissen
Tekst: Halfdan Rasmussen, 1967

Posemandens bil

Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
tog ud en dejlig sommernat
i Posemandens bil.

Bilen havde ingen hjul
og heller intet rat,
men det var osse lige fedt,
for det var nemlig nat.

Skoven var en sølle skov,
for der var ingen træ’r,
men det var lige fedt med det,
for det var dejligt vejr.

Og Petersen og Poulsen
og Pallesen og Piil
har aldrig haft en bedre tur
i Posemandens bil.

Tekst: Halfdag Rasmussen
Melodi: Henning Hansen

Oles nye autobil

Oles nye autobil
kør’ i timen otte mil.
Tøf, tøf, tøf, tøf, tøf
Tøf, tøf, tøf, tøf, tøf.

Bilen den er rød og fin,
dufter aldrig af benzin.
Tøf, tøf……

Den ka’ skyd’ en vældig fart,
når den får en rigtig start.
Tøf, tøf……

Men en dag den løb bardus
ind i søsters dukkehus.
Tøf, tøf……

Dukkefar og dukkemor
sad så pænt ved kaffebord.
Tøf, tøf……

Kaffetår og porcelæn
flød på dugen ren og pæn.
Tøf, tøf……

Og den stakkels dukkefar
nu han ingen ho’de har!
Tøf, tøf……

Tekst: Rafael Rafaëlis
Musik: Oluf Ring

Fra Engeland til Skotland

Fra Engeland til Skotland,
der sejlede en brig,
med læk i begge ender
og med rådden mast og rig,
og helledusseda,
vi kommer langvejs fra,
hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.

Vi havde ingen anker
og heller ingen rat,
vi sejled efter bølgerne
og skippers gamle hat,
og helledusseda,
vi kommer langvejs fra,
hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.

Lanternerne i stavnen
vi aldrig hængte ud,
vi klared os med lygten
på kaptajnens røde tud,
og helledusseda,
vi kommer langvejs fra,
hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.

Hver morgen og hver aften
så fik vi mælkegrød,
men det var den slags mælk,
som udi Nordsøen der flød,
og helledusseda,
vi kommer langvejs fra,
hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.

Kahytten, som vi boede i,
det var et brændeskur,
kompasset det var skiven
af et gammelt kukkeur,
og helledusseda,
vi kommer langvejs fra,
hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.

Vor skipper prygled konen
båd’ gul og blå hver dag,
så blev hun hejst i mastens top,
det var det svenske flag,
og helledusseda,
vi kommer langvejs fra,
hurra for skippers kone,
når vi ser Amerika.

En pige gik i enge

En pige gik i enge,
hun skulle skære strå,
en pige gik i enge,
hun skulle skære strå.
Da kom en rytter ridende –
åh ja, ridende –
bød hende stille stå.

Og hvorfor skal jeg stille stå
og ikke skære strå,
og hvorfor skal jeg stille stå
og ikke skære strå?
I aften når jeg kommer hjem –
åh ja, kommer hjem –
så vil min moder slå.

Så tager du en lille klud
og binder om din tå,
så tager du en lille klud
og binder om din tå
og siger, du har skåret dig –
åh ja, skåret dig –
alt på det skarpe strå.

Du lær mig godt at lyve,
det står mig ikke an,
du lær mig godt at lyve,
det står mig ikke an.
Nej, heller vil jeg sige –
åh ja, sige –
en rytter elsker mig.

En lille nisse rejste

En lille nisse rejste
med ekstrapost fra land til land,
hans agt det var at hilse
på verdens største mand.

Han kom til stormogulen
og der, hvor kæmpekålen gror,
men mellem alle kæmper
ham tyktes ingen stor.

Da gik han ned til havet
og stirred i det klare vand,
han smilte, thi nu havde
han set den største mand.

Tekst: Jul. Chr. Gerson, 1845
Melodi: J. C. Gebauer

Den lille Ole med paraplyen

Den lille Ole med paraplyen,
ham kender alle småfolk i byen,
hver lille pige, hver lille dreng,
han lægger sødt i sin lille seng.

Så vil han ud paraplyen brede
og uskylds hygge om lejet sprede,
da vil i drømme den lille fyr
fortælle dejlige eventyr.

Han vil fortælle om stjerner klare,
og om den dejlige engleskare,
og om den yndige lille fe,
som alle børn vil så gerne se.

Og har om dagen de artig’ været,
og kærlig fader og moder æret,
da kan så glade til sengs de gå,
og drømme smukt om Guds engle små.

Og når om morgenen solen skinner,
da vågner de med små røde kinder,
og takke Gud for, hvad de har drømt,
og kysse fader og moder ømt.

Tekst: Peter Lemche, 1873
Melodi: Ole Jacobsen, 1873

Wikipedia

Marken er mejet

Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.

Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Tekst: Mads Hansen, 1868 efter Adolph von der Recke
Melodi: Folkemelodi

Wikipedia