Jeg gik mig ud en sommerdag

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
fuglesang, som hjertet kunne røre,
– i de dybe dale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Der sad en lille fugl i bøgelunden,
sødt den sang i sommer-aftenstunden,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Den sang så sødt om dejligst vang og vænge,
hvor kærminder gro som græs i enge.
– i de dybe dale..

Den sang om alt, hvad det er lyst at høre,
allerhelst, hvad hjertet dybt kan røre.
– i de dybe dale,

Den sang, som ingen andre fugle sjunge,
leged liflig med min moders tunge.
– i de dybe dale,

Den sang som talt ud af mit eget hjerte,
toner gav den al min fryd og smerte.
– i de dybe dale,

Da nynned jeg så småt i aftenstunden:
Flyv, Guldtop, flyv rundt i bøgelunden.
– i de dybe dale,

O, flyv fra Øresund til Dannevirke,
syng til dans, til skole og til kirke.
– i de dybe dale,

På folkets modersmål, med Danmarks tunge,
syng, som ingen andre fugle sjunge.
– i de dybe dale,

Da mærke alle, som har mødre kære,
det er godt i Danmark at være.
– i de dybe dale,

Da gløder alt, hvad solen har bestrålet,
som det røde guld på modersmålet.
– i de dybe dale..

Folkemelodi
Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1847

Wikipedia

Midsommervisen – Vi elsker vort land

Vi elsker vor land,
når den signede jul
tænder stjernen i træet med glans i hvert øje.
Når om våren hver fugl,
over mark, under strand,
lader stemmen til hilsende triller sig bøje:
Vi synger din lov over vej, over gade,
vi kranser dit navn, når vor høst er i lade,
men den skønneste krans,
bli’r dog din Sankte Hans!
Den er bunden af sommerens hjerter,
så varme så glade.

Vi elsker vort land,
men ved midsommer mest,
når hver sky over marken velsignelsen sender,
når af blomster er flest,
og når kvæget i spand
giver rigeligst gave til flittige hænder;
når ikke vi pløjer og harver og tromler,
når koen sin middag i kløveren gumler,
da går ungdom til dans
på dit bud Sankte Hans
ret som føllet og lammet, der frit
over engen sig tumler.

Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands
Sankte Hans, Sankte Hans!
Den kan vindes, hvor hjerterne
aldrig bli’r tvivlende kolde.

Tekst: Holger Drachmann, 1885
Melodi: Peter Erasmus Lange-Müller, 1885
Shu-Bi-Dua, 1980

Wikipedia

Jeg er havren

Jeg er havren, jeg har bjælder på
mer end tyve tror jeg på hvert strå
Bonden kalder dem for mine fold.
Gud velsigne ham den bondeknold.

Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang.
Humlen brumled dybt sin melodi
og et rylefløjt gled ind deri

Mens i dug jeg groede fod for fod
groede sangen sammen med min rod
den, som ydmyg lægger øret til
hører lærkens triller i mit spil.

Det kan kolde hjerner ej forstå
Jeg er lærkesangen på et strå,
livets rytme døbt i sommerdræ
mer end gumlekost for øg og fæ

Jeg er ven med dug og grødevejr
ven med landets lyse bøgetræer
ven med al den danske sæd, der gror
øst for hav og vest for sund og fjord.

Jeg får solens sidste lange blink
før den dukker ned bag gullig brink
og når aftenklokken ringer fred
står jeg på min tå og ringler med.

Jeg skal ringle barnet til dets seng
ringle tågen på af sump og eng
ringle freden over hjemmet ind
ringle bønnen frem i fromme sind

Jeg er havren. Mine bjælder går
over lyse vange år for år
ringler om, hvor sang og kærve gror
herligt sammen på den danske jord

Tekst: Jeppe Aakjær
Komponist: Aksel Agerby, 1916

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
fuglesang, som hjertet kunne røre,
i de dybe dale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Der sad en lille fugl i bøgelunden,
sødt den sang i sommer-aftenstunden,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Den sang så sødt om dejligst vang og vænge,
hvor kærminder gro, som græs i enge,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Den sang og sødt om bølger blå og hvide
under ø, hvor danske snekker skride,
mellem grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Den sang om alt, hvad det er lyst at høre,
allerhelst, hvad hjertet dybt kan røre,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Den sang, som ingen andre fugle sjunge,
leged liflig med min moders tunge,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Den sang som talt ud af mit eget hjerte,
toner gav den al min fryd og smerte,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Da nynned jeg så småt i aftenstunden:
Flyv, Guldtop! flyv rundt i bøgelunden,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

O, flyv fra Øresund til Danevirke!
syng til dans, til skole og til kirke,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

På folkets modersmål, med Danmarks tunge,
syng, som ingen andre fugle sjunge,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale!

Da mærke alle, som har mødre kære,
det er godt i Danemark at være,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Da gløder alt, hvad solen har bestrålet,
som det røde guld på modersmålet,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1847
Melodi: Svensk folkemelodi, 1600-tallet

Det Kongelig Bibliotek
Højskolesangbogen