Når du ser et stjerneskud

Når du ser et stjerneskud
lad dit ønske flyve ud,
da vil alle stjerners herre
høre dig.

Bare du af hjertet tror,
da er ingen bøn for stor
når et stjerneskud, der falder
på din vej.

Skæbnen selv
er da din lykkes smed,
den smiler til dig ned
fra himlens stjerner.

Når du ser et stjerneskud,
da er det et himlens bud
om at du skal vinde,
hvad du ønsker dig.

Komponist: Leigh Harline, 1940
Tekst: Mogens Dam

På den tolvte dag i julen

XRF 12days.jpg

På den første dag i julen min elskede mig gav
Et træ med en lille fasan

På den anden dag i julen min elskede mig gav
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den tredje dag i julen min elskede mig gav
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den fjerde dag i julen min elskede mig gav
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den femte dag i julen min elskede mig gav
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den sjette dag i julen min elskede mig gav
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den syv dag i julen min elskede mig gav
Syv stolte svaner
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den ottende dag i julen min elskede mig gav
Otte malkepiger
Syv stolte svaner
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den niende dag i julen min elskede mig gav
Ni fløjtefyre
Otte malkepiger
Syv stolte svaner
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den tiende dag i julen min elskede mig gav
Ti trommesvende
Ni fløjtefyre
Otte malkepiger
Syv stolte svaner
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den elvte dag i julen min elskede mig gav
Elleve hoppegrever
Ti trommesvende
Ni fløjtefyre
Otte malkepiger
Syv stolte svaner
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

På den tolvte dag i julen min elskede mig gav
Tolv dansedamer
Elleve hoppegrever
Ti trommesvende
Ni fløjtefyre
Otte malkepiger
Syv stolte svaner
Seks gæs som skræpper
Guldringe fem
Fire siskener
Tre blå høns
To turtelduer og
Et træ med en lille fasan

Originalt: 1780, 1909

Lille Messias

En stjerne på himlen
og flere og flere
i nat føder himlen
med jordiske veer
i nat lover himlen
at den vil befri os
Maria på æslet
med lille Messias.

Maria skal føde
sin glæde med smerte
der banker et hjerte
bag vinterens hjerte
selv kulden og mørket
har håb de vil gi os.
Maria på æslet
med lille Messias.

Hun bærer på barnet
nu føler hun veen
et hjerte så trodsigt
som spurvens i sneen
en krybbe til vugge
for den som skal fri os.
Maria på æslet
med lille Messias. (Lille Messias)

Og han som bær verden
bar hun som var kvinde
som æslet bar hende
da tiden var inde
fred lyder det råb
som nu genlyder i os.
Maria på æslet
med lille Messias.

I nat ruger himlen
på glæden og freden
så varsomt i mørket
som fuglen i reden
og freden og glæden
nu fødes de i os.
Maria på æslet
med lille Messias.

I fødslen er glæden
forbundet med smerten
dog aldrig var glæden
så hjemløs i verden
men stalden og krybben
er tegn som skal si’ os.
Maria fandt plads
da hun fødte Messias.

En plads mellem får
i en stald mellem stude
hun fødte og svøbte
den lille i klude
og hyrdernes glæde
var stor som Marias
lys tændes i mørket
nu fødtes Messias.
Nu fødtes Messias
Nu fødtes Messias

Tekst: Johannes Møllehave, 1989
Melodi: Anne Linnet, 1989

Nu har vi altså jul igen

Nu har vi altså jul igen, der la´r sig ikke skjule
og vi er vældig med på den, vi snakker kun om jule
om julesne og julegran og julelys og gaver
og julefest og julemad og julestads vi laver.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.

Om julekort og julespøg og mosters julebagen,
og at man bliver julesløj på tredie juledagen
man være nok så juleglad, når juletræet stråler
den alt for gode julemad man ikke længere tåler.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.

Nej, gåsesteg og risengrød og klejner, limonade
og marcipan og figenbrød, konfekt og chokolade
og julekage med sukat og mandler og rosiner,
det må og skal som resultat gi´ julemavepiner.
Ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.

Komponist: Henning Elbirk
Tekst: Holger Buchhave, 1956

En rose så jeg skyde

En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spåde
profetens trøsteord.
Den rose spired frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Bethlehem.

For rosen nu jeg kvæder
omkap med Himlens hær:
en jomfru var hans moder,
Maria ren og skær.
I ham brød lyset frem
midt i den mørke vinter
om nat ved Bethlehem.

Den rose fin og lille
har dejlig duft og skær,
den lyse for os ville
og sprede mørket her.
I sandhed mand og Gud,
af syndens nød og pine
han nådig hjalp os ud.


Tekst: Vers  1-2: Tysk 16. årh. Michael Praetorius, 1609.
Th. Laub, 1920.
Vers 3: F. Layritz, 1844.
Uffe Hansen, 1935. 
Melodi: Köln, 1599

Det kimer nu til julefest

Det kimer nu til julefest,
det kimer for den høje gæst,
som steg til lave hytter ned
med nytårsgaver: fryd og fred.

O, kommer med til Davids by,
hvor engle sjunger under sky,
o, ganger med på marken ud,
hvor hyrder hører nyt fra Gud!

Og lad os gå med stille sind
som hyrderne til barnet ind,
med glædestårer takke Gud
for miskundhed og nådesbud!

O Jesus, verden vid og lang
til vugge var dig dog for trang,
for ringe, om med guld tilredt
og perlestukken, silkebredt.

Men verdens ære, magt og guld
for dig er ikkun støv og muld,
i krybben lagt, i klude svøbt,
et himmelsk liv du har mig købt.

Velan, min sjæl, så vær nu glad,
og hold din jul i Davids stad,
ja, pris din Gud i allen stund
med liflig sang af hjertens grund!

Ja, sjunge hver, som sjunge kan:
Nu tændtes lys i skyggers land,
og ret som midnatshanen gol,
blev Jakobs stjerne til en sol!

Nu kom han, patriarkers håb,
med flammeord og himmeldåb,
og barnet tyder nu i vang,
hvad David dunkelt så og sang.

Kom, Jesus, vær min hyttegæst,
hold selv i os din julefest,
da skal med Davidsharpens klang
dig takke højt vor nytårssang!


Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1817
Melodi: Carl Christian Nicolaj Balle , 1850

Sikken voldsom trængsel og alarm

Sikken voldsom trængsel og alarm.
Det er koldt, og man må gå sig varm.
Lygten tændes klokken fire alt.
Det skal være aften med gevalt.
Midt på gaden sælges træer og frugt.
Se butikken, hvor den stråler smukt!
Varer kan man få i tusindvis.
Tænk dem bare under indkøbspris.

Håndværksmanden han må holde her.
Kunstneren har også sit besvær,
og hans værker spredes vidt omkring,
takket være Horneman og Bing.
Man af Kundskabsvæsnet daglig ser,
at Poeterne bli’r fler’ og fler’.
Selv min lille bly forfrosne fugl
Kvidrer med i dag, for det er jul.

Pyntet smukt af en usynlig hånd,
står nu træet der med lys og bånd.
Døren åbnes, og man strømmer ind.
Kredsen sluttes med begejstret sind.
Børnene de hoppe rask af sted.
Bedstefader han er også med.
Lad os tage del i deres sang.
Brødre, vi var også børn engang.

Juleaften, oh hvor er du sød!
Så skal alle folk ha’ risengrød.
Æbleskiven bliver flittigt vendt.
Gåsestegen er til bag’ren sendt.
Bonden sidder tidligt ved sit fad.
Sikken Guds velsignelse af mad.
Lænkehunden selv får dobbelt sul.
Den skal også vide, det er jul.

Når man ikke er en doven krop,
står man julemorgen tidlig op.
Klokken kimer, gaden er så glat.
Kirken lyser i den stille nat.
Indenfor er sang og festlig fred,
og man føler sig så vel derved.
Allerhelst når præk’nen ikke dur,
thi så får man sig en lille lur.

Op ad dagen går man byen rundt.
Trækket vejret lidt, det er så sundt.
Alle folk er i den nye Stads,
men om Aft’nen er der fint Kalads.
Gud velsigne den, som først opfandt,
det at lege Jul, og give Pant.
Unge Pige lad os lege Skjul.
Giv mig kun et kys, det er jo jul.

Du som skænk’te os den skønne fest.
Hvad der båder os, det ved du bedst.
Dog har jeg det håb, at før jeg smør,
du ej nægter mig en vis favør.
Drej kun universet helt omkring.
Vend kun op og ned på alle ting.
Jorden med, thi den er falsk og hul.
Rør blot ikke ved min gamle jul!

Tekst: Peter Faber, 1848
Melodi: Emil Horneman, 1848

Højt for træets grønne top

Højt for træets grønne top
stråler juleglansen
spillemand, spil lystigt op
nu begynder dansen.
Læg nu smukt din hånd i min
ikke rør ved den rosin!
Først skal træet vises
siden skal det spises.

Se, børnlil’, nu går det godt
I forstår at trave,
lad den lille Signe blot
få sin julegave.
Løs kun selv det røde bånd!
Hvor du ryster på din hånd
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet!

Peter har den gren så kær,
hvorpå trommen hænger
hver gang han den kommer nær
vil han ikke længere.
Hvad du ønsker, skal du få
når jeg blot kan stole på
at du ej vil tromme
før min sang er omme.

Anna, hun har ingen ro
før hun får sin pakke
fire alen merino
til en vinterfrakke.
Barn, du bli’r mig alt for dyr
men da du så propert syr
sparer vi det atter,
ikke sandt, min datter?

Denne fane ny og god
giver jeg til Henrik.
Du er stærk og du har mod
du skal være fændrik.
Hvor han svinger fanen kækt
Børn, I skylder ham respekt
vid, det er en ære,
Dannebrog at bære.

O, hvor er den blød og rar
sikken dejlig hue!
Den skal sikre bedstefar
imod frost og snue.
Lotte, hun kan være stolt
tænk jer, hun har garnet holdt!
Det kan Hanne ikke,
hun kan bare strikke.

Træets allerbedste zir
skal min William have.
På det blanke guldpapir
må du gerne gnave.
Vær forsigtig og giv agt,
indenfor er noget lagt,
som du ej må kramme,
det er til din amme.

Børn, nu er jeg bleven træt
og I får ej mere.
Moder er i køkkenet,
nu skal hun traktere.
Derfor får hun denne pung,
løft engang, hvor den er tung!
Julen varer længe,
koster mange penge.

Tekst: Peter Faber, 1848
Melodi: Emil Horneman, 1848

På loftet sidder nissen med sin julegrød

På loftet sidder nissen med sin julegrød,
sin julegrød, så god og sød,
han nikker, og han spiser, og han er så glad
for julegrød er hans bedste mad.
Men rundt omkring står alle de små rotter,
og de skotter, og de skotter:
“Vi vil så gerne ha’ lidt julegodter,”
og de danser, danser rundt i ring.

Men nissefar han truer med sin store ske:
“Vil I nu se at kom’ af sted,
for jeg vil ha’ min julegrød i ro og fred,
og ingen, ingen vil jeg dele med.”
Men rotterne de hopper, og de danser,
og de svinser, og de svanser,
de kikker efter grøden, og de standser,
og de står om nissen tæt i ring.

Men nissefar han er en lille hidsigprop,
og med sin krop han gør et hop:
“Jeg henter katten, hvis I ikke holder op,
når katten kommer, skal det nok bli’ stop.”
Så bliver alle rotterne så bange,
åh, så bange, åh, så bange,
de vender sig og danser et par gange,
og en, to, tre, så er de væk!

Komponist: Otto Teich og Franz Meißner, 1892
Tekst: Margrethe Munthe, 1911

Vær velkommen, Herrens år

Advents-udgaven

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da vor Herre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid.
Påskemorgen, da Herren opstod,
da livstræet fæsted i graven rod.

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Pinsedag, da Guds ånd kom herned,
da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed.

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Herrens år med vor Guds velbehag
nu bringer os glæde hver Herrens dag.
Velkommen, nytår, og velkommen her!

Nytårs-udgaven

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Sandheds Gud! lad dit hellige ord
oplive, oplyse det høje Nord!
Velkommen nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Nådens Gud! lad dit solskin i vår
os skænke på marken et gyldent år!
Velkommen nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fredens Gud! den livsalige fred
du skænke vort land til at blomstre ved!
Velkommen nytår, og velkommen her!

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Fader-Gud! os til glæde og gavn
nytåret henskride i Jesu navn!
Velkommen nytår, og velkommen her!

Komponist: A.P. Berggren, 1852
Tekst: N.F.S. Grundtvig, 1849