I skovens dybe, stille ro

I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang;
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.

Hør! landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund;
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø;
nu klokken tier – aftenens fred
sig stille sænker ned.

Tekst: Johannes Fritz Emanuel Andersen, 1864
Musik: Ukendt, folkemelodi

Wikipedia

Den danske sang er en ung blond pige

Den danske sang er en ung blond pige
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.

Al Sjællands ynde og Jyllands vælde,
de tvende klange af blidt og hårdt,
skal sangen rumme for ret at melde
om, hvad der inderst er os og vort.
Og tider skifter, og sæder mildnes,
men kunst og kamp kræver stadig stål,
det alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes
det flammer hedest i Bjarkemål.

Så syng da, Danmark, lad hjertet tale,
thi hjertesproget er vers og sang,
og lære kan vi af nattergalen,
af lærken over den grønne vang.
Og blæsten suser sin vilde vise,
og stranden drøner sit højtidskvad,
fra hedens lyng som fra stadens flise
skal sangen løfte sig ung og glad.

Tekst: Kai Hoffmann, 1924
Melodi: Carl Nielsen, 1926

Blæsten går frisk over Limfjordens vande

Blæsten går frisk over Limfjordens vande,
rusker dem op til vågen flugt,
jager dem mellem de favnende strande,
fylder med toner hver en bugt.
Og sømanden synger bag sit rat
på krydstogt fra Nordsø til Kattegat.

Dagen står høj over Limfjordens vande,
bredning og sund og krinklet vig!
Sallingland, Thyland og andre lande
hilser hverandre med mågeskrig.
Og bonden går på sin agerjord
med blikket forynget af luft og fjord.

Lyset slår blink over Limfjordens vande,
tindrer og ler i et stridigt spil.
Bølgerne kaster med flammende brande
vikingedrømmenes hvide ild.
Og ungdommen føler fjordens magt,
en udvé fjernt over verden strakt.

Længsel er saltet i Limfjordens vande.
Her fik jeg fartens glød på kind,
her blev med kølige stænk mod min pande
viet til uro mit sejlersind.
Ja, Limfjord, jeg elsker dit blå humør
i kuling fra Hals og til Harboør.

Tekst: Povl Hamburger, 1937
Melodi: Erik Bertelsen, 1939

Vi pløjed og vi så’de

Vi pløjed og vi så’de
vor sæd i sorten jord,
så bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor,
og han lod snefald hegne
mod frosten barsk og hård,
han lod det tø og regne
og varme mildt i vår.
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Han er jo den, hvis vilje
opholder alle ting,
han klæder markens lilje
og runder himlens ring,
ham lyder vind og vove,
ham rører ravnes nød,
hvi skulle ej hans småbørn
da og få dagligt brød?
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Ja, tak, du kære Fader,
så mild, så rig, så rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund!
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Tekst: Matthias Claudius, 1782
Jakob Knudsen, 1891
Melodi: J. A. P. Schultz, ca. 1800

Underlige aftenlufte

Underlige aftendufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomster-dufte
sig hvorhen I bølger nu?
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I der med eders bølger tolke,
hvad mit hjerte dølger!

Matte sol! bag bjergets stene
luerød, du daler ned;
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld;
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.

Stille, stille hisset gynger
båden mellem siv og krat;
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! Milde lyst,
hvor du strømmer i mit bryst
Men hvad savner jeg, og græder
mens hun dog så venligt kvæder?

Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder;
men -tilgiver, at jeg græder!

Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aftenen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund;
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.

Tekst: Adam Oehlenschläger, 1805
Melodi: Henrik Rung
Carl Nielsen, 1915

Original tekst

Underlige aftenlufte!
hvorhen vinker I min hu?
Milde, lune blomsterdufte!
sig, hvor hen I bølger nu.
Går I over hviden strand
til mit elskte fødeland?
Vil I der med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?

Matte sol! bag bjergets stene
luerød du daler ned,
og nu sidder jeg alene
i min dunkle ensomhed.
Hjemme var der intet fjeld,
ak! så er jeg ude vel,
skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.

Norges søn! jeg vel kan mindes,
du har sagt med smeltet bryst,
at i hjemmet ene findes
rolighedens sande lyst.
Schweizer! som paa klippen bor,
du har talt de samme ord.
Hellig længsel drev med vælde
begge til de vante fjelde.

Tror I da, kun klipper ene
præger sig i hjertet ind?
Ak! fra disse nøgne stene
vender sig mit mørke sind.
Synger granens, fyrrens lov!
hvor er Danmarks bøgeskov?
Gustne flod, som her sig krummer,
dysser ej min sjæl i slummer.

Hjemme rinder ingen floder
i en sid og leret grav,
livets kilde, glædens moder
breder sig, det sølvblå hav,
slynger sig med venlig arm
om sin datters fulde barm,
og ved blomsten sig forlyster
på Sjølundas unge bryster.

Stille! stille! hisset gynger
båden mellem siv og krat,
sødt en mø ved cithren synger
i den tavse, lune nat.
Hvilke toner! milde lyst!
hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
mens hun dog så venligt kvæder?

Det er ej den danske tunge,
det er ej de vante ord,
ikke dem, jeg hørte sjunge,
hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
ak, men det er ikke de!
bedre, tror jeg vist, hun kvæder,
men tilgiver, at jeg græder!

Tager ej min sang for andet
end et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet,
aftnen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
sad jeg i min kære lund,
mindet vender nu tilbage,
det var årsag i min klage.

Tidlig misted jeg min moder,
ak! det gjorde mig så ve!
Danmark er min anden moder,
skal jeg mer min moder se?
Livet er så svagt og kort,
skæbnen vinker længer bort,
skal jeg med den sidste varme
slutte mig i hendes arme?

Kong Christian stod ved højen Mast

Kong Kristian stod ved højen mast
i røg og damp.
Hans værge hamrede så fast,
at gotens hjælm og hjerne brast.
Da sank hvert fjendtligt spejl og mast
i røg og damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
hvo står for Danmarks Kristian,
hvo står for Danmarks Kristian, i kamp?

Niels Juel gav agt på stormens brag:
Nu er det tid!
Han hejsede det røde flag
og slog på fjenden slag i slag.
Da skreg de højt blandt stormens brag:
Nu er det tid!
Fly, skreg de, hver, som ved et skjul!
hvo kan bestå mod Danmarks Juel,
hvo kan bestå mod Danmarks Juel, i strid?

O, Nordhav! glimt af Wessel brød
din mørke sky!
Da ty’de kæmper til dit skød,
thi med ham lynte skræk og død.
Fra vallen hørtes vrål, som brød
den tykke sky:
Fra Danmark lyner Tordenskjold.
Hver give sig i himlens vold,
hver give sig i himlens vold, og fly!

Du danskes vej til ros og magt,
sortladne hav!
Modtag din ven, som uforsagt
tør møde faren med foragt,
så stolt som du mod stormens magt,
sortladne hav!
Og rask igennem larm og spil
og kamp og sejer før mig til,
og kamp og sejer før mig til, min grav!

Tekst: Johannes Ewald, 1778
Melodi: Johann Hartmann, 1780
Friedrich Kuhlau, 1828

Wikipedia
Danmarkshistorien.dk

Der er et yndigt land

Ille terrarum mihi præter omnes Angulus ridet
Denne krog af verden tilsmiler mig frem for alle
Horats

Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand
nær salten østerstrand
det bugter sig i bakke, dal
det hedder gamle Danmark
og det er Freja’s sal,
og det er Freja’s sal.

Dér sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid
så drog de frem til fjenden mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.

Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt
og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
bebo de danskes ø’er,
bebo de danskes ø’er.

Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger.
som virker, hvad han kan,
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.

Tekst: Adam Gottlob Oehlenschläger, 1819
Melodi: Hans Ernst Krøyer, 1835

Wikipedia
Danmarkshistorien.dk

Original tekst

Der er et yndigt Land,
Det staaer med brede Bøge
Nær salten Østerstrand;
Det bugter sig i Bakke, Dal,
Det hedder gamle Danmark,
Og det er Freias Sal.

Der sad i fordums Tid
De harniskklædte[1] Kæmper,
Udhvilede fra Strid;
Saa drog de frem til Fienders Meen,
Nu hvile deres Bene
Bag Høiens Bautasteen.

Det Land endnu er skiønt,
Thi blaa sig Søen belter,
Og Løvet staaer saa grønt;
Og ædle Qvinder, skiønne Møer,
Og Mænd og raske Svende
Beboe de Danskes Øer.

Vort Sprog er stærkt og blødt,
Vor Tro er reen og luttret
Og Modet er ei dødt.
Og hver en Dansk er lige fri,
Hver lyder tro sin Konge,
Men Trældom er forbi.

Et venligt Syd i Nord
Er, grønne Danarige,
Din axbeklædte Jord.
Og Snekken[2] gaaer sin stolte Vei.
Hvor Ploug og Kiølen furer,
Der svigter Haabet ei.

Vort Dannebrog er smukt,
Det vifter hen ad Havet
Med Flagets røde Bugt.
Og stedse har sin Farve hvid
Dit hellige Kors i Blodet,
O Dannebrog, i Strid.

Karsk er den Danskes Aand,
Den hader Fordoms Lænker,
Og Sværmeriets Baand.
For Venskab aaben, kold for Spot,
Slaaer ærlig Jydes Hierte,
For Pige, Land og Drot.

Jeg bytter Danmark ei,
For Ruslands Vinterørkner,
For Sydens Blomstermai.
Ei Pest og Slanger kiende vi,
Ei Vesterlandets Tungsind,
Ei Østens Raseri.

Vor Tid ei staaer i Dunst,
Den hævet har sin Stemme
For Videnskab og Kunst.
Ei Bragis[3] og ei Mimers[4] Raab
Har vakt i lige Strækning
Et bedre Fremtids Haab.

Ei stor, vor Fødestavn,
Dog hæver sig blandt Stæder
Dit stolte Kiøbenhavn.
Til bedre By ei Havet kom,
Ja ingen Flod i Dalen,
Fra Trondhiem og til Rom.

Med hellig Varetægt
Bevare du, Alfader!
Vor gamle Kongeslægt.
Kong Fredrik[5] ligner Fredegod[6];
Hvor er en bedre Fyrste,
Af bedre Helteblod?

Hil Drot og Fædreland!
Hil hver en Danneborger,
Som virker hvad han kan.
Vort gamle Danmark skal bestaae,
Saalænge Bøgen speiler
Sin Top i Bølgen blaa.

[1] Harnisk: rustning, brynje.
[2] Snekke: sejlbåd.
[3] Brage: i nordisk mytologi gud for veltalenhed og digtekunst.
[4] Mimer: i nordisk mytologi en jætte, der vogter visdommens brønd.
[5] Fredrik: Frederik 6. (født 1768, konge 1808-1839).
[6] Fredegod: dansk sagnkonge. Ifølge sagnet var hans regeringstid præget af fred.

Du kom med alt det der var dig

Du kom med alt hvad der var dig
og sprængte hver en spærret vej
og hvilket forår blev det!
Det år, da alt blev stærkt og klart
og vildt og fyldt med tøbrudsfart
og alting råbte: lev det!

Jeg stormed’ ud og købte øl
ja,vintrens gamle, stive føl
fór ud på grønne enge
og du blev varm og lys og fuld
og håret var det pure guld
som solen – skjult for længe

Og blomster åbned’ sig og så
at nu blev himlen stor og blå
og stunden født til glæde.
Din næve var så varm og god
og du blev smuk og fuld af mod
så smuk, jeg måtte græde.

Vorherren selv bød ind til fest
og kyssed* hver benovet gæst
i kærlighedens sale
med øjne, undrende og blå
vi bare så og så og så
og slugte livets tale:

At livet det er livet værd
på trods af tvivl og stor besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheder er og bli’r
Og hvad end hele verden si’r
Så har den vore hjerter

Tekst: Jens Rosendal, 1981
Musik: Per Warming, 1987

Nu falmer skoven trindt om land

Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler,
nu storken flyver over strand,
ham følge viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

Men i vor lade, på vor lo,
dér har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.

Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.

Ham takke alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet!

Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kærne.

Og når til sidst på herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i paradis vi finder.

Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så’ og pløje,
da kommer aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.

For høsten her og høsten hist
vor Gud ske tak og ære,
som ved Vorherre Jesus Krist
vor fader vilde være!

Hans ånd, som alting kan og véd,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til himlen os ledsage!

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1844
Melodi: J. H. Nebelong, 1889

Wikipedia

Du gav os de blomster, som lyste imod os

Du gav os de blomster, som lyste imod os,
med alfelet skønhed, dengang vi var små,
de brogede enge var gode imod os,
vi løb efter røde og standsed ved blå,
og åkandens hellige hvidhed forstod os
og åbned sin løndom, imedens vi så.

Du gav os de marker så bølgende brede,
hvor kornakset modnes og gyldnes af sol,
hvor kløveren dufter af sommer og hede
så sundt som vort brød og så sødt som viol,
hvor lærken ved morgen går fra sin rede
og melder til skyen, at gårdhanen gol.

Du gav os de skove så dybe og svale
med solspættet skygge, med hulvej og skjul,
hvor hverdag er højtid, og tavshed er tale
fra løvspring i maj, til oktober står gul.
På lønlige stier, i hvælvede sale
vi fejred Sankt Hans og den hvidklædte jul.

Du gav os den himmel, hvor skyer iler
til leg og til kamp under vindenes råb,
til atter i ro og i højhed den smiler,
lyksalig og genfødt af strålernes dåb,
og natten, den lyse, hvor dagen kun hviler
med halvåbne øjne, urolig af håb.

Du gav os de vandrende, vældige vande,
vor vej og vort værn hedder: komme og gå,
og bølgerne togter langs skrænter og strande,
så sorte som graven, som himlen så blå,
og fletter en evighedskrans om din pande
og bruser din hymne: Lad Danmark bestå!

Tekst: Helge Rode, 1921
Musik: Carl Nielsen, 1924
Otto Mortensen, 1939