Marken er mejet

Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.

Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.

Tekst: Mads Hansen, 1868 efter Adolph von der Recke
Melodi: Folkemelodi

Wikipedia

Blæsten kan man ikke få at se

Blæsten kan man ikke få at se
det er der ikke noget at gøre ved,
men når møllen rigtig svinger
rundt med sine store vinger,
så det let at gætte at det blæser.

Blæsten kan man ikke få at se
Det er der ikke noget at gøre ved,
Men når støv og visne blade
Flyver rundt på vej og gade,
så det let at gætte at det blæser.

Blæsten kan man ikke få at se
Det er der ikke noget at gøre ved,
men når alle vimpler vajer
og når alle skilte svajer,
så det let at gætte at det blæser.

Blæsten kan man ikke få at se
Det er der ikke noget at gøre ved,
men når luften rigtig suser,
og når alle træer bruser,
så det let at gætte at det blæser.

Tekst og melodi: Asger Pedersen

En kastanjemand

En kastanjemand – fra kastanjeland Har en mælketand – og en tissemand.
Den er blank som af sølv – den er tyk som af øl.
Han synger: Ba-ba-ba ba-ba-ba ba-ba-ba-ba. Han synger: Ba-ba-ba ba-ba-ba ba-ba-ba-ba.

En kastanjemand – fra kastanjeland Drikker saftevand af en plastikspand.
Han er glad for mad- og for brusebad – som han læser om i et dameblad.

Han læser: Ba-ba-ba ba-ba-ba ba-ba-ba-ba. Han læser: Ba-ba-ba ba-ba-ba ba-ba-ba-ba.

En kastanjemand – fra kastanjeland
Leger tit med sand på en badestrand
Men når solen går ned – bli ́r han meget vred – så han råber og slås – bare ikke med os.

Han råber: Ba-ba-ba ba-ba-ba ba-ba-ba-ba. Han råber: Ba-ba-ba ba-ba-ba ba-ba-ba-ba.

Tekst og musik: Søren Mühlhausen

Vi pløjed og vi så’de

Vi pløjed og vi så’de
vor sæd i sorten jord,
så bad vi ham os hjælpe,
som højt i Himlen bor,
og han lod snefald hegne
mod frosten barsk og hård,
han lod det tø og regne
og varme mildt i vår.
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Han er jo den, hvis vilje
opholder alle ting,
han klæder markens lilje
og runder himlens ring,
ham lyder vind og vove,
ham rører ravnes nød,
hvi skulle ej hans småbørn
da og få dagligt brød?
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Ja, tak, du kære Fader,
så mild, så rig, så rund,
for korn i hæs og lader,
for godt i allen stund!
Vi kan jo intet give,
som nogen ting er værd,
men tag vort stakkels hjerte,
så ringe som det er!
Alle gode gaver
de kommer ovenned,
så tak da Gud, ja, pris dog Gud
for al hans kærlighed!

Tekst: Matthias Claudius, 1782
Jakob Knudsen, 1891
Melodi: J. A. P. Schultz, ca. 1800

Nu falmer skoven trindt om land

Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler,
nu storken flyver over strand,
ham følge viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde.

Men i vor lade, på vor lo,
dér har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver.

Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper.

Ham takke alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet!

Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kærne.

Og når til sidst på herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i paradis vi finder.

Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så’ og pløje,
da kommer aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje.

For høsten her og høsten hist
vor Gud ske tak og ære,
som ved Vorherre Jesus Krist
vor fader vilde være!

Hans ånd, som alting kan og véd,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til himlen os ledsage!

Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1844
Melodi: J. H. Nebelong, 1889

Wikipedia

Septembers himmel er så blå

Septembers himmel er så blå
dens skyer lyser hvide
og lydt vi hører lærken slå
som før ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger
men storken længst af lande fór
med sol på sine vinger.

Der er en søndagsstille ro
imellem træer og tage
en munter glæde ved at gro
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs,
der lyser solskinsgule.

Hver stubbet mark, vi stirrer på
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.

De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste.
Snart lysner kronens bladenet
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.

At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.

Tekst: Alex Garff, 1949
Melodi: Otto Mortensen, 1947